• Vejen: Man og tor: 8-17 - fre: 8-16
  • Lunderskov: Man, tir, tor, fre 13.15-16 - ons 8-17
  • Hestepraksis: Man - fre 8-17
  • Døgnvagt: Ring på normalt tlf. nr.
75 55 56 59

Sterilisation af tæve i Vejen og Lunderskov

Sterilisation af tæver er en operation, der udføres i fuld bedøvelse af vores erfarne dyrlæger på Vejen Dyrehospital. Indgrebet fjerner livmoder og æggestokke og forebygger livmoderinfektioner (pyometra), som ellers kan blive livstruende. Sterilisation reducerer også risikoen for brystkræft, særligt hvis indgrebet foretages tidligt.

Vi rådgiver dig om det bedste tidspunkt for netop din hund og hvad du skal forvente i forberedelsen og efterforløbet. Ring til os på 75 55 56 59 hvis du har spørgsmål.

Hvad sker der ved operationen?

Sterilisation af tæve er en rutineoperation, der udføres i fuld narkose på Vejen Dyrehospital. Under indgrebet fjerner dyrlægen æggestokkene – og i de tilfælde, hvor livmoderen viser tegn på forandringer, fjernes denne også. Operationen kan foretages som en åben operation via et lille snit. Hunden smertebehandles i forbindelse med operationen og får medicin med hjem til de første dage.

Hvad forebygger sterilisation?

Sterilisation beskytter din hund mod en række alvorlige sygdomme. Den eliminerer risikoen for livmoderbetændelse (pyometra), som uden behandling kan blive livstruende. Kræft i æggestokkene forebygges helt, og risikoen for brystkræft reduceres markant – særligt hvis indgrebet foretages tidligt. Alle tæver har statistisk set ca. 25 % risiko for brystkræft i løbet af livet. Steriliseres hun inden 2. løbetid, falder risikoen til under 8 %. Steriliseres hun inden første løbetid, falder den til under 1 %.

Derudover slipper din hund for løbetider med risiko for uønskede parringer, de hormonelle udsving der følger med, og perioder med falsk drægtighed – hvor kroppen opfører sig, som om hunden er gravid og danner mælk.

Hvornår er det bedste tidspunkt?

Tæver kommer i løbetid ca. hver 6. måned. De første 8–10 uger efter en løbetid er hormoner stadig aktive, og operationen bør ikke foretages i denne periode. Den bedste timing er i den rolige mellemfase – typisk 3–4 måneder efter sidst løbetid og ca. 1–2 måneder inden den næste. Vi hjælper dig gerne med at finde det rette tidspunkt for netop din hund.

Det skal du vide om efterforløbet

Steriliserede hunde har en tendens til nemmere at tage på i vægt, da stofskiftet falder til ca. 80 % af det tidligere niveau. Det løses enkelt ved at justere fodermængden lidt ned. Med korrekt kost og motion forbliver din hund aktiv og i god form. Vi anbefaler en kontrol ca. 10 dage efter operationen for at sikre, at helingen forløber som den skal.

Praktisk information før din hund skal i narkose på Vejen Dyrehospital og Lunderskov Dyreklinik

Præ-anæstestisk blodprofil

Ved indskrivning af dit hund bliver du tilbudt, at vi tager en blodprøve inden narkosen. Det er der flere gode grunde til:

  • Det kan hjælpe os med at vælge den sikreste narkose til din hund 
    • Hvis resultaterne ikke er normale, kan vi ændre narkoseprotokollen ved at vælge anden medicin eller tage andre forholdsregler for at passe på dit kæledyr – for eksempel ved at give væske, ændre type af smertestillende, kontrol osv.
  • Det er med til at afsløre uopdagede sygdomme
    • hunde, som ser raske ud, kan have skjulte sygdomme eller skavanker. Blodprøven er med til at afsløre eventuelle skjulte sygdomme, og når en sygdom opdages tidlig, kan man hurtigt hjælpe, og der er større chance for et godt resultat. 
  • Beskytter din hunds helbred i fremtiden
    • Blodprøven bliver en del af dit kæledyrs journal og bliver et referencepunkt, man går ud fra senere. Når man kender blodværdierne hos raske dyr, kan man mere nøjagtigt finde unormale forhold i blodprøver på et senere tidspunkt.

Faste

Når din hund skal indlægges hos os, skal den komme fastende kl. 08:00. Det vil sige, at du fra kl. 24:00 aftenen før skal tage foderet fra dit kæledyr, men kæledyret må gerne have tilgang til vand. 

Luftning

Hunde skal luftes godt inden aflevering. Dette er for at sikre, at hunden er kommet af med både urin og afføring. 

Vigtigste punkter op til indlæggelsen

  • Kæledyret afleveres kl. 08.00 
  • Fastet fra kl. 24.00 (undtaget vand)
  • Hunden skal være godt luftet