Fra ifoling til drægtighed
Hoppens reproduktionscyklus er sæsonafhængig – den naturlige brunst er fra foråret til efteråret. Hoppens cykluslængde er som regel 21 dage. Korrekt timing af inseminering er afgørende for at få hoppen i fol. Vi hjælper med at kortlægge brunstcyklussen via regelmæssig ultralydsscanning af æggestokkene og livmoderen, så vi kan bestemme tidspunktet for ægløsning og derved det optimale insemineringstidspunkt.
Man kan ifole hopper ved naturlig bedækning eller insimenering med frisk sæd, kølesæd eller frostsæd. Vi rådgiver om, hvilken metode der vil passe bedst til din hoppe og tilbyder selv insiminering med frisk eller kølesæd. Drægtighedsskanningen foretages optimalt mellem dag 15-18. Efterfølgende drægtighedsskanninger kan foretages efter behov, men gøres typisk ved dag 30-35 og dag 60-65. Vi følger drægtighedsforløbet og er altid tilgængelige for at besvare spørgsmål angående din hoppe og drægtigheden.
Folingen
En foling opdeles i tre faser. Det er en god ide at kende de forskellige faser, så du ved, hvad du skal forvente og hvornår dyrlægen eventuelt skal tilkaldes.
Opblokningsfasen, hvor hoppen begynder at have veer, fordi livmoderen begynder at trække sig sammen og livmoderhalsen åbner sig. Hoppen kan blive urolig, få svedudbrud, skrabe, kigge mod bugen og ligge og rejse sig flere gange. De fleste symptomer minder meget om let kolikuro. Opblokningsfasen varer typisk 1-4 timer, men varierer meget fra hoppe til hoppe.
Uddrivningsfasen starter, når fosterhinderne brister og vandet går. I denne fase får hoppen kraftige presseveer, som hjælper med at få føllet gennem fødselskanalen. Normalt fødes føllet indenfor 15-30 min. Hvis der ikke er nogen tydelig fremgang efter hver ve, bør dyrlægen kontaktes hurtigst muligt.
Efterbyrdsfasen, hvor efterbyrden skal forløses. Dette sker som regel kort efter selve folingen. Efterbyrden bør kontrolleres, om den er kommet komplet ud, da tilbageholdt efterbyrd kan give alvorlige komplikationer for hoppen.
Størstedelen af alle folinger forløber heldigvis uproblematisk. Hvis folingen dog ikke udvikler sig som forventet, er det bedst at kontakte dyrlægen en gang for meget end en gang for lidt.
Dyrlæge bør kontaktes, hvis:
- hoppen viser tydelige tegn på at være ved at fole, men opblokningsfasen trækker ud uden nogen tegn på fremgang.
- vandet er gået, men føllet ikke begynder at komme til syne inden for kort tid.
- Der ikke er tydelig fremgang hver gang hoppen presser.
- Føllet ikke præsenterer sig som normalt med to forben og mule
- Efterbyrden ikke er afgået 4 timer efter folingen
Ved tvivl er du altid velkommen til at kontakte os på vores akutlinje. Vi kan hjælpe med at vurdere situationen og vejlede dig om, hvad du skal gøre.